7 uundværlige tips til din strømper

 

Skærmbillede 2014-09-05 kl. 23.40.41

Jeg ved ikke med jer, men jeg føler, at jeg altid liiige burde købe et ekstra par strømpebukser eller – gyyys – knænylonstrømper. Jeg ved aldrig, hvornår jeg lige får jokket på en splint i mit trægulv eller min kroglukning på nederdelen får revet fat i mine strømpebukser. Men derudover har jeg en håndfuld tips, der gør dine strømper lettere at få på, holder længere og sidder bedre – hele dagen. Tips, som jeg har akkumuleret gennem mange års trofast strømpebuksebrug – og ikke mindst kedelige erfaringer med strømpebukser, der hang de der virkeligt ubehagelige tre centimeter under skridtet. Eller knæmodellerne, der bliver ved med at åle ned omkring anklen. Måske kan du også bruge mine små tricks?

Køb strømperne rigelige i størrelsen
Det kan måske lyde mærkeligt, men den er god nok. Hvis dine strømpebukser er på rigelige side i størrelsen, så river du dem ikke let i stykker. Hvorfor? Fordi det er elasticiteten i strømperne, der gør, at de kan ‘give sig’, hvis de eksempelvis hænger fast i noget. Og hvis dine strømpebukser kun liiige kan komme hele vejen op, er de spændt helt ud – og kan derfor ikke give sig. Test dine strømpebukser; er du nær ved at knække negle eller hive hul i strømperne, når du tager dem på? Kan du ikke få fat i strømperne mellem to fingre, når du har dem på? Så bør du købe dem lidt større.

Nødhjælp til masker på flugt
Er uheldet alligevel ude, og dine strømper begynder at løbe, er det bedste nødtrick at smøre hullet og de løbne masker med klar neglelak. Det stopper flugten. Er du uden adgang til en neglelaktester i Matas eller et stormagasin, så kan lidt rettelak, skolelim eller tape hjælpe dig.

Opbevar dem korrekt
Det allermest optimale er at opbevare dine strømper i individuelle plastikposer. På den måde kommer de ikke til at hænge fast i noget i skuffen, og de bliver ikke slidt, når du roder rundt efter et helt bestemt par. Synes du, det lyder lige OCD-agtigt nok, så rul dem sammen (uden at strække dem ud, det slider på dem), og opbevar dem i en kasse, der er glat indvendigt.

Vask dem rigtigt
Ingen tvivl om at håndvask er det blideste overfor nylonstrømper, men det er sjældent, jeg føler, jeg har tid til det. Derfor propper jeg alle mine strømpebukser og knænylonstrømper i et pudebetræk (med knapper, så det kan lukkes) og vasker dem i maskinen. Det beskytter dem mod lynlåse og hægter fra det andet tøj, fra at sidde fast mellem låge og gummiring – og mod unødigt slid. Sørg for, at alle fødder er viklet helt ud, og vend strømperne med indersiden udad. Lad være med at bruge skyllemiddel eller blegemiddel/pletfjerner, da det ødelægger elasticitet (det gælder eksempelvis også i dine bh’er, sportstøj og andet tøj med elastik i).

Sådan tager du strømpebukserne på
Nylonstrømpebukser skal sidde rigtigt for at være behagelige at have på. Når de sidder rigtigt, sidder de vævede, elastiske masker også de rigtige steder. Hvis ikke de gør det, bevæger strømperne sig ikke ordentligt med dig, når du går, cykler eller sidder. Sæt dig ned. Begynd med at ‘rulle’ hele det ene strømpeben op mellem dine pege- og tommelfingre. Stik tæerne og derefter foden helt ud i foden på strømpen. Træk derefter strømpebenet op til knæet. Derefter går de videre til det andet ben og gør det samme, så du til sidst har strømperne siddende omkring knæet. Rejs dig op, og lemp strømpen op i små etaper på først det ene ben og så det andet, så du får trukket strømpebenene helt op. Målet er at sikre mest elasticitet omkring lår, hofter og mave, fordi det er her, du som plus size-kvinde, har mest brug for det. Tjek til sidst at strømpens masker følger dine ben – du vil nemt kunne se, om strømpen har drejet sig, eksempelvis omkring anklerne eller lårene – og om et eventuelt mønster sidder, som det skal. Har strømperne drejet sig, må du starte forfra, for du kan ikke rette strømpen ordentligt ud, når du har den på.

Få strømperne til at sidde fast
Jeg var engang til en virkelig fancy prisuddeling. Men jeg kunne ikke nyde aftenen 100 procent – af den simple årsag, at jeg havde begået en ultimativ synd: Jeg havde købt nye strømpebukser fra et mærke, jeg aldrig havde prøvet før. En halv time inde i arrangementet opdagede jeg, at det var en strømpe af typen, der gled ned under skridtet. Det er jo SÅ irriterende. Jeg smed dem ud og tænkte, at det måtte være et engangsproblem.
Men for et par år siden begyndte mit ene ben pludselig ikke at kunne holde knænylonstrømper oppe. Meget mærkeligt. Da jeg havde været fem forskellige mærker igennem, med samme resultat, måtte jeg konstatere, at det var mit ben, der er noget galt med. Min løsning: en fed bodylotion! Jeg smører mine ben ind og tager straks strømperne på. Når bare cremen er fed nok, kan den friktion cremen skaber, faktisk holde mine strømper oppe hele dagen. Og har du et par strømpebukser, hvor elastikken er blevet lidt slap – eksempelvis omkring maven – så tager du bare creme på der også.

Når du tager strømperne af
Tag strømperne af med samme omhu, som du tager dem på – ikke noget med at hive og trække i dem. Rul dem ned ad benet, og ret dem ud. Skal du bruge dem igen i morgen, så lad dem lufte lidt ved at hænge dem foran et åbent vindue. Skal de til vask, så læg dem i en separat pose, så de ikke risikerer at blive revet af det andet vasketøj.

 

The following two tabs change content below.

Kristine Høeg

Ordnørd. Potter & pander. Jeg elsker magasiner, brisler og lange kys. Jeg græder, når jeg er i operaen, og griner, når jeg ser Danish Dynamite på Zulu. Indehaver af et stort hjerte, min egen virksomhed og masser af ideer - og så synes jeg, at livet går alt for stærkt!

Hvad synes du?

Comments are closed.