Bh-guide: Find den rette model

bh

En bh er ikke bare en bh. Den kan forme din barm, fremhæve dine fordele og skjule de ting, du gerne vil gemme lidt af vejen. Men hvilken bh gør så hvad? Læs mere om de forskellige modeller her, og find din favoritmodel.

 

bh modeller

HELSKÅL
En helskåls-bh (eller full cup) dækker hele brystet, og den er derfor den absolut mest støttende bh, der findes. Skålen omfavner hele brystet og fordeler derfor barmens vægt over et større område – hvilket giver dig mindre at bære på. Vær obs på, at bøjlerne ikke må gå længere op mellem brysterne end brysternes overkant – så vil bøjlen nemlig stikke op og kunne ses gennem tøjet.

 

 

bh modeller

BALCONETTE
Nok den mest udbredte bh-type. Skålene er lidt lavere end på en helskål og giver derfor et flot løft. Samtidig er mange balconette-bh’er syet med flere frontstykker, så brystet bliver presset lidt ind fra siden og op fra neden, så brystet får en smuk runding øverst. Balconetten er lidt lavere i bøjlen mellem brysterne og giver derfor en fin, naturlig kavalergang, der klæder en dybere udskæring.

 

 

bh modeller

HALVSKÅL
Som navnet fortæller, er der her tale om en bh med en halv skål (også kaldet demi-cup) – hvor brystvorterne ofte kun liiige er dækket. Det betyder, at du får masser af løft – og markant mindre støtte. Det er vigtigt, at skåle virkelig kun er halv på dit bryst – hvis mere end halvdelen af brystet er over skålen, vil brystet falde ud, når du bevæger dig. Ikke lige det, der er tanken med en bh. Men ellers kan bh’en være et lifligt krydderi, når du skal klæde dig af sammen med en lækker mand.

 

 

 

bh modeller

HALTERNECK
En bh med halterneckstropper passer naturligvis perfekt under en kjole eller top med halterneck, og den giver da også masser af løft – så længe din barm ikke er for tung. For har du relativ store bryster, vil du opleve, at stroppen i nakken skærer ind i huden – og det kan gøre virkelig ondt. Hold desuden øje med, at bh-skålene går langt nok op i siden, så dine bryster ikke falder ud mod siderne. Så får de slet ingen støtte og ødelægger din figur.

 

 

 

 

bh modeller

VATTERET
Bh’er med vatterede skåle (ikke fyld, men all-over-vattering) er med til at give brysterne en ensartet overflade. Det kan være flot under en glat, ensfarvet T-shirt – og hvis du har tendens til at man tydeligt kan se dine brystvorter, kan den vatterede bh være en god løsning. Desuden kan vatteringen være god til at udligne, hvis der er markant forskel på størrelsen på dit højre og venstre bryst.

 

bh modeller

PLUNGE
Elsker du at vise kavalergangen frem? Så er dette den perfekte bh! Plunge-bh’en har en bøjle, der på ydersiden af brystet svarer til en balconette, mens bøjlen ikke går ret langt op mellem brysterne. Det skaber en smuk runding på brysterne ind mod midten. Vær dog obs på, at store, bløde bryster kan have en tendens til at falde ud over kanten ind mod midten – hvilket kan give uheldige buler.

 

 

 

bh modeller

PUSH UP
Kan du huske 1990’ernes reklamer for Wonderbra? Der var hverken mangel på blikfang eller kavalergang. Og selv om du har store bryster, er du jo ikke altid begavet med den slags helt naturligt. Det er derfor, vi har push up-bh’en! Den er syet af et relativ fast materiale, så du kan ‘styre’ brysterne, og presser ved hjælp af syningerne brysterne ind og op og skaber på den måde illusionen af større bryster.

 

 

 

bh modeller

SOFTCUP
Den bløde bh uden bøjler i var sådan, bh’er så ud i begyndelse. Her var det syningerne og materialer, der holdt barmen på plads. Nogle kvinder foretrækker stadig denne bh, da den er superkomfortabel og giver en helt naturlig silhuet. Det er værd at være opmærksom på syningerne, der i nogle tilfælde godt kan give ‘torpedo’-bryster a la Madonna. Omvendt er dette bh’en, hvis på du på grund af operationer eller skader har ondt i brystregionen eller bag på ribbene.

 

 

bh modeller

MINIMISER
Det er ikke alle kvinder, der er stolte af deres store barm – og derfor er minimiser-bh’en blevet opfundet. Den fjerner selvfølgelig ikke mirakuløst din barm, men den får brystpartiet til at syne mindre. Tricket er, at bh’en flader brystet lidt ud og fordeler det over et større område. Det betyder mindre runding foroven og mindre kavalergang, så den generelle form på brystet bliver mindre ‘fremadstormende’.

 

 

The following two tabs change content below.

Kristine Høeg

Ordnørd. Potter & pander. Jeg elsker magasiner, brisler og lange kys. Jeg græder, når jeg er i operaen, og griner, når jeg ser Danish Dynamite på Zulu. Indehaver af et stort hjerte, min egen virksomhed og masser af ideer - og så synes jeg, at livet går alt for stærkt!

Hvad synes du?

Comments are closed.