Kære krop: vil du være min Valentin?

valentin
Den 14. februar er det Valentinsdag. Det er dagen, hvor man kan vælge at gøre lidt ekstra ud af en, man holder af.

Jeg plejer ikke rigtigt at gøre noget ud af denne dag. For jeg bilder mig i hvert fald ind, at jeg får uddelt masser af kærlighed i løbet af året til alle dem, jeg elsker og holder af. Men i år har jeg besluttet mig for, at der noget helt særligt, der skal have lidt ekstra opmærksomhed.

Det er min krop.

Min størrelse 48/50 krop med hængebarm og to mavedeller, hvor den øverste har en tendens til at hænge ud over linningen. Min krop med appelsinhud på lårene og bingovinger på overarmene. Min krop, som jeg glad går ud i verden i selskab med. Fordi mig og min krop er et lækkert team, der får smil med på vores vej og på de rigtigt gode dage et bette pift.

Mig og min krop har besluttet os for, at vi ikke behøver at skamme os. Nej, det er faktisk ikke noget, vi har besluttet os for. Det er bare sådan vi gør. For selvfølgelig har vi ret til en plads i denne verden, selvom vi ikke er i nærheden af de standarder, der er blevet lig med tidens skønhedsideal.

Kærlig opmærksomhed til alle folder og deller
På valentinsdag vil jeg kigge ekstra grundigt på min krop i spejlet. Jeg vil kigge på hver en fold og delle. Jeg vil kigge på min appelsinhud og mine bingovinger. Og så vil jeg kaste et kærligt på blik på hele herligheden og sige til min krop: Jeg elsker dig.

Så vil jeg gå i bad og efterfølgende tage pænt tøj på, der fremhæver min figur. Og så tror jeg, jeg vil invitere min krop ud på en lille frokost i anledning af valentinsdag. For jeg vil gerne vise min krop, at den er noget helt særligt. Jeg vil også gerne vise verden, at mig og min krop har et ganske fint forhold til hinanden. Derfor vil jeg ikke gemme min krop væk. Jeg vil vise den frem, som jeg også stolt vil præsentere alle mine rare venner for dem, de ikke kender i forvejen.

Din krop forsvinder ikke selvom du ignorerer den
Du kan godt prøve at ignorere din krop. Du kan lade være med at se på den i spejlet. Du kan gemme den væk i løse gevandter. Men den forsvinder ikke. Din krop vil altid være en del af dig.

Måske har du besluttet dig for, at du først vel være ven med din krop, når den er blevet mindre. Men hvis du endnu ikke har tabt de kilo, du har talt om at tabe de seneste mange år, så er du godt i gang med at miste værdifuld tid i forhold til det, der kan blive din gode ven.

Så er det måske nu, du skal beslutte dig for at prøve noget andet. Nemlig at være glad for det du har. Dine bedste venner fik med stor sandsynlighed ikke denne privilegerede plads i dit liv fra det ene sekund til det andet. Jeres venskab startede med en fælles interesse for hinanden og har så udviklet sig over tid.

Tid til at få en ny ven?
Hvis du har brug for at udvikle et nyt venskab med din krop, så lad denne valentinsdag være dagen, hvor du viser din krop den første interesse. Lad det være dagen, hvor du viser din krop den venlighed, at du i det hele taget giver den opmærksomhed. Ta’ tøjet af og stil dig foran spejlet og kig på din krop og kig på den med venlige øjne. Det kan blive starten på et smukt venskab, der kommer til at gøre en forskel for dig, og den måde du møder verden på – og dermed også, hvordan verden møder dig.

The following two tabs change content below.

Camilla Momme

Tror på, at de små ting i livet gør den store forskel. Mad og musik og film. Holder forsat meget af at læse både aviser og modemagasiner på print. Ligesom jeg også godt kan lide at skrive breve i hånden, selvom ingen kan tyde min håndskrift.

Hvad synes du?

Comments are closed.