Mine overarme – det ømme punkt

Overarme Jeg har gået rundt om denne klumme i efterhånden mange uger. Det falder mig ikke nemt at skrive om mine overarme. Det er svært, fordi jeg synes, det er fjollet, at jeg har et issue med noget, der i bund og grund er så banalt som mine overarme.

De har ikke set dagens lys i mere end et år med undtagelse af, når jeg sådan generelt er nøgen, når jeg står og går i seng og i bad og den slags. Men de er altså ikke noget, jeg går og viser frem, når jeg forlader min lejlighed eller har gæster. Eller bare sådan i det hele taget er vågen.

Af alle ting på min krop er overarmene mit ømme punkt. Det jeg gerne vil skjule, fordi jeg ikke synes, de er værd at vise frem. I mine øjne er mine overarme som ubagt dej. Blege og blævrende.

Mine arme er ganske udmærkede
Sådan tager de sig i hvert fald ud, når jeg lader mine følelser løbe af med mig. For når jeg kigger rationelt på min arme, kan jeg godt se, at de hverken er værre eller bedre end så mange arme, der for længst er blevet sat fri i sommervarmen i ærmeløse kjoler og i fine cocktailkjoler ved festlige lejligheder.

Tro mig. Jeg har studeret rigtigt mange arme i årenes løb. Netop fordi de er mit ømme punkt, har jeg på behørig afstand naturlig vis, sendt misundelige blikke retning af alle de arme, der så heldige at sidde på en kvinde, der ikke har behov for at dække dem til. Jeg har set tynde arme og tykke arme. Og alle armene midt i mellem. Af alle de arme jeg har kastet mit blik på, har jeg ikke så meget som en gang tænkt, at kvinden da burde dække dem til, fordi de var væmmelige at se på.

Fjollet at gemme armene
Derfor er det fjollet, at jeg sidder og har helt ondt i maven, fordi jeg er kommet til at love mig selv, at dette bliver sommeren, hvor mine arme skal sættes fri. For de har ærlig talt fortjent at få lidt sollys. Jeg plejer ikke at være bange, når der ikke er noget at være bange for. Kan jeg mærke, at jeg mentalt begynder at ryste på hænderne, hvor der ikke er grund til at ryste, kigger jeg mig selv i øjnene og lægger en rationel plan for at få bugt med min irrationelle angst. Det plejer at virke. Og jeg kan kun se tilbage og genkalde mig følelse af stor glæde, når jeg har klippet et snærende bånd.

Det er den form for psykologi, jeg i øjeblikket prøver at køre på mig selv. For helt ærligt. Oven i at det er fjollet, at jeg går og gemmer mine ganske udmærket overarme, er jeg jo også træt af, at mine fine aftenkjoler altid bliver sådan lidt klodsede at se på, fordi jeg insisterer på at dække mine arme med en af de boleroer jeg efterhånden har i mange af regnbuens farver.

Jeg havde igen diskussionen med mig selv, da jeg i den forløbne weekend stod foran spejlet iklædt fin kjole og bare arme. Der tænkte jeg, at nu kunne det fa’me være nok. Men så fangede mit blik det store blå mærke på min ene arm, hvilket blev mit alibi for at overarmene heller ikke blev sat fri i denne omgang.

Armene skal befries
I skrivende stund aner jeg ikke, hvor dette projekt slutter. Det er selvfølgelig mit håb, at det ender med, at jeg befrir mine overarme. For jeg ved godt, at det er fuldstændig åndsvagt at lægge under for en så irrationel tanke, at mine arme er for grimme til at vise frem. Og for pokker. Det handler jo heller ikke om, at jeg skal vise mine arme frem. Det handler bare om, at jeg skal nå til et punkt i mit liv, hvor jeg med største selvfølgelighed tager mine fine kjoler på, uden at de får følge af en eller anden form for trøje.

Et eller andet sted skal jeg jo starte. Så når jeg sætter det sidste punktum, tager jeg mit tøj af og stiller mig foran spejlet med det ene formål at kigge på mine overarme. Kigge godt og grundigt på dem for at sige pænt goddag og velkommen til verden. For jeg tror faktisk, at en del min trang til at dække dem til er, at jeg ikke har set ordentligt på dem i mange år, og derfor bliver helt forskrækket, når de pludselig hænger der ud af overdelen uden ærmer.

Her var det så mening, at jeg ville skrive en liste over alt det, jeg synes, der er i vejen med mine overarme. Men jeg kan mærke, at et nyt spor langsomt er ved at tage form i min hjerne. Sporet der fortæller mig, at det er fjollet, at jeg går og gemmer mine overarme. For der er intet at udsætte på mine arme. Det er da en begyndelse. Endda en rigtig god begyndelse.

Sæt overarmene fri!
Jeg har smugkigget på den shoppeguide Kristine er i gang med at lave med ærmeløse overdele. De er møglækre alle sammen, og jeg har lyst til at købe hver og en af dem. Men det kan jeg ikke lige nu, fordi jeg er sådan en, der ikke viser mine overarme. På den måde bliver mit ømme punkt en begrænsning. Og i en verden, hvor der er nok af grænser og episoder, der kommer på tværs i mit liv, er der ingen grund til, at jeg spænder ben for mig selv på grund af en irrationel tanke.

Derfor: Sæt overarmene fri! Jeg går ind og tager tøjet af med det samme. Og nej, jeg er ikke kommet så langt, at jeg poster et billede af dem.

LÆS OGSÅ
Det ømme punkt: Overarmene er sat fri

The following two tabs change content below.

Camilla Momme

Tror på, at de små ting i livet gør den store forskel. Mad og musik og film. Holder forsat meget af at læse både aviser og modemagasiner på print. Ligesom jeg også godt kan lide at skrive breve i hånden, selvom ingen kan tyde min håndskrift.

Hvad synes du?

Comments are closed.