Top med peplum:
Vil så gerne men er i tvivl

Siden befrielsen af mine overarme, har jeg glædet mig til at købe en ærmeløse overdel. Da jeg også i umindelige tider har drømt om at eje en overdel med peplum, var jeg slet ikke i tvivl, da jeg så denne top i H&Ms webshop.

Efter toppen er ankommet, er jeg slet ikke så sikker længere. Det på trods af, at den passer perfekt. Hvad størrelse angår, købte jeg en 2XL, som ifølge målskemaet var den rette til min størrelse 48/50. Den var dog for stor. Men i stedet for at bøvle med at returnere, har jeg syet den ind i siderne, så den nok nogenlunde svarer til en størrelse mindre.

Det skulle jeg måske have ladet værre med. For nu er det for sent at bytte, og her sidder jeg og tvivler på, om jeg nogensinde bliver sådan rigtigt glad for den skide top.

peplum

Peplumtop, op til størrelse 4XL, 179 kr. + fragt, H&M

Jeans fra Zizzi i en ældre model Sanna.
Se aktuelle modeller her

Sko fra Clarks. Find nærmeste forhandler her

Nederdel, op til størrelse 54, ca. 94 kr. + fragt, Forever 21+

Sko fra Geox i model fra en tidligere sæson. Denne model minder meget om:
Sko, størrelse 34,5 – 41, ca. 970 kr., Geox

Du skal føle dig tilpas i dit tøj
Som jeg så ofte har skrevet før, handler tøj i bund og grund om en ting: At den der har det på, skal føle sig godt tilpas i tøjet.

Det er lige præcis her jeg er udfordret. Jeg føler mig ikke godt tilpas i toppen. Det kunne jeg mærke med det samme, da jeg tog den på. Jeg valgte bevidst ikke at købe den i sort, da jeg har så meget sort i forvejen. Men den viste sig at være en kende mere laksefarvet end lyserød in real life – gid den bare havde den pink farve, som den ser ud til at have på billederne. For laksefarvet er bare ikke rigtig min farve, men jeg trænger så meget til andet end sort i min garderobe. Så er der også lige det, at uanset hvor smart og chik, jeg synes en peplumtop ser ud, så føler jeg mig en kende konet, når jeg får den på.

Tip nr. 1

Stol på din mavefornemmelse. Hvis du ikke føler dig godt tilpas i et stykke tøj, så er det med stor sandsynlighed fordi, det ikke lige er dig.

Jeg valgte, at ignorere min mavefornemmelse, fordi jeg har drømt om en peplumtop så længe, at jeg bare vil have, at dette køb skal være en succes. Ikke mindst fordi, det er vældigt moderne med peplum.

Tip nr. 2

Glem alt om tidens tendenser, hvis de ikke giver dig følelsen af at være godt tilpas i dit tøj. Det kan godt være et snit eller en farve er moderne, men det er fløjtende ligegyldigt, hvis du føler dig utilpas i tøjet.

Ja, jeg ved det godt. Hvis jeg ikke havde haft toppen en tur omkring symaskinen, så skulle den bare være sendt retur. Men det er for sent nu, og således hænger jeg på et stk. peplumtop i laksefarvet. Når det nu ikke kan være anderledes, har jeg besluttet mig for, at den kommer på næste gang, jeg skal ud og have en hyggelig fredagsøl med min mand.

Det er sådan et lille forkølet selvmodsigende tip nr. 3, når jeg nu ikke kan returnere toppen:

Tip nr. 3

Hvis du er i tvivl, så afprøv stilen. Måske du bliver positivt overrasket …

Jeg håber til det sidste, men tvivler stadig stærkt på, at min nye peplumtop bliver et hit med henvisning til tip nr. 1 og to. Lover at give en melding, når jeg har afprøvet toppen. Efter at have taget billederne, har jeg dog en god fornemmelse af, at jeg bliver glad for at bruge den til jeans.

Alle priser og varer var korrekte og tilgængelige, da denne artikel blev publiceret. Curves Ahead garanterer ikke for udsolgte varer eller prisændringer.

The following two tabs change content below.

Camilla Momme

Tror på, at de små ting i livet gør den store forskel. Mad og musik og film. Holder forsat meget af at læse både aviser og modemagasiner på print. Ligesom jeg også godt kan lide at skrive breve i hånden, selvom ingen kan tyde min håndskrift.

Hvad synes du?

Comments are closed.