Venlighed kan ikke presse min krop
i tøj, der er for småt

Jeg sætter stor pris på venlighed. Men ind i mellem tager venlighed desværre en drejning i retning af at bare at gøre ondt værre.

Sådan en oplevelse havde jeg et par dage før nytår, da jeg stod i forretningen, hvor jeg køber mine yndlingsstrømpebukser. Med mig havde jeg min nytårskjole, som strømperne skulle passe til.

Da jeg hiver min kjole op af posen for at matche den med strømperne, siger jeg til ekspedienten, at jeg synes det er ærgerligt, at jeg må nøjes med at købe strømper i forretningen og fortæller hende, at jeg er ret vild med deres kjoler i vintagestil, som desværre ikke kommer i størrelser, jeg kan passe.

Hun giver mig elevatorblikket og siger med et stort smil, at jeg da sagtens kan passe deres kjoler, i hvert fald de modeller, der går op i størrelse XXL.

Ekspedienten er så entusiastisk i forhold til at få mig til at prøve en kjole, at hun slet ikke hører, at jeg pipper, at jeg faktisk ved en tidligere lejlighed har prøvet flere af deres kjoler i størrelse XXL og derfor ved, at de desværre er alt, alt for små til min krop størrelse 48/50.

venlighed

Ved kassen fortæller den stadig meget entusiastiske ekspedient, at butikkens indehaver gør meget ud af at føre tøj, så alle størrelser kan være med. Hun fortæller, at indehaveren er størrelse 36, og at hun selv er en størrelse 42.

Jeg spørger hende, hvilken størrelse hun så bruger i de mærker, forretningen fører, og hun svarer XL.

Her var jeg så venlig bare at smile pænt, betale for mine strømper og ønske godt nytår. Set i bagspejlet fortryder jeg, at jeg nøjedes med at smile venligt og ikke fik sagt, hvad jeg tænke:

Hvis du som størrelse 42 bruger størrelse XL, hvordan fa’en forstiller du dig så, at jeg med min størrelse 48/50, kan få min krop skruet ned i en størrelse XXL? Hvad forestiller du dig, jeg får ud af at stå i prøverum med en smuk kjole, som jeg med lidt held kan få op over knæene, men aldrig har skyggen af chance for at få lynet, fordi den ikke kan nå rundt om min tykke mave?

Hvorfor fa’en sagde jeg ikke fra?
Her bagefter fortryder jeg af hele mit hjerte, at jeg ikke på en lidt mere venlig måde fik fortalt ekspedienten, at hun ikke gør mig som tyk noget som helst godt ved at sige til mig, at jeg selvfølgelig kan passe butikkens tøj, når hendes øjemål brude sige hende, at det er en mission impossible for mig og min krop at passe kjolerne.

At jeg ikke jeg ikke fik fortalt hende, hvor ondt det kan gøre på en tyk kvinde, at stå i et prøverum og sidde uhjælpeligt fast i et stykke tøj, der er for småt eller få maveskindet i klemme i forsøget på at lyne en lynlås i siden.

Kort og godt fik fortalt hende, at hendes optimisme på mine vegne måske lige lunede i det korte sekund, hvor jeg gerne ville tro på, at hun havade ret i, at tøjet kunne passe, indtil realitetssansen slog til, og jeg godt vidste, at det ikke var fysisk muligt.

Misforstået venlighed i forhold til tykke kvinder gør ingen forskel. I bund og grund gør det kun ondt værre. Jeg vil derfor fremadrettet med venlighed tage dialogen, når muligheden byder sig.

Dialog fremmer forståelsen
Hvis jeg kunne gøre ovenstående oplevelse om, ville jeg fortælle ekspedienten, at hendes venlighed er misforstået, og at den kan medføre et ubehageligt nederlag for den tykke kvinde, der vælger at tro på, at hun kan passe butikkens tøj.

Jeg vil tage den venlige dialog, fordi jeg tror på, at vi gennem dialog kan møde hinanden som mennesker og nå frem til en forståelse af hinandens situation. Det får mig til at tænke på en oplevelse i en COS-forretning, hvor jeg ved kassen bemærkede, at jeg syntes, det var en skam, at det eneste jeg den dag kunne købe i forretningen var to par sokker. Den greb ekspedienten på fin vis og sagde meget ærligt, at det havde hun aldrig tænkt over før, men at hun da godt kunne se, at det egentligt var fjollet, at deres tøj stopper ved størrelse 44. Om hun nogen sinde fortalte videre til sin chef om oplevelsen, ved jeg ikke.

Men jeg ved, at jeg den dag plantede en ny bevidsthed i hendes hjerne, fordi jeg åbnede min mund og på en venlighed måde italesatte tykke kvinder udfordringer omkring tøjkøb.

The following two tabs change content below.

Camilla Momme

Tror på, at de små ting i livet gør den store forskel. Mad og musik og film. Holder forsat meget af at læse både aviser og modemagasiner på print. Ligesom jeg også godt kan lide at skrive breve i hånden, selvom ingen kan tyde min håndskrift.

Hvad synes du?

Comments are closed.